Ikke kategoriseret

’’Hun lever i sin egen lille boble’’ – Bubble review og giveaway

Først og fremmest, så er det nok vigtigt at understrege at alt i denne skrivelse er personlige oplevelser og erfaring. Intet i denne skrivelse er baseret på videnskabelige fakta eller nedfældet med formålet at agere således. Enhver ændring i behandling bør foretages i samråd med den diabetesansvarlige behandler. 

Har du en Freestyle Libre? – nu må jeg nok hellere huske at påpege at der er tale om en 1. Generations sensor. Den nyeste version på det danske marked (Freestyle Libre 2) er ikke inkluderet i dette review. Den understøttes ikke af enheden, og anskaffelse af enheden til brug sammen med andre produkter end Freestyle Libre 1 er på eget ansvar. 

Nå, men altså! Hvis du har en Freestyle Libre (1!), så kender du uden tvivl til reglen om 8 timers-skanningen. Hvis du glemmer at skanne din sensor i 8 timer, så vil du miste én måling pr. 5. Minut indtil du skanner. Du skal samtidig også skanne for at se dit blodsukker – og kalibrering af din sensor er ikke en mulighed. Nu lyder jeg ret negativ, og det er på ingen måder meningen! Libre er et fantastisk værktøj til en bedre regulering af blodsukkeret, såfremt sensoren anvendes korrekt. Nogle mennesker er bare ikke tilfredse med at skulle skanne (inklusiv undertegnede). Kort tid efter jeg fik min Libre-sensor havde jeg bestilt en MiaoMiao. 

Til dem af jer der ikke kender til MiaoMiao, så kan jeg fortælle ganske kort at det er en lille transmitter du sætter på din Libre-sensor for at modtage live-data til din telefon. Dit blodsukker sendes altså LIVE til telefonen, og kan deles LIVE med andre. Alarmer kan indstilles. 

Princippet er det samme med Bubble. Senere i denne skrivelse gennemgår jeg en sammenligning mellem Bubble og MiaoMiao (1. Generation), såvel som jeg laver en sammenligning af de to enheders dertilhørende applikationer.

Hvis du allerede havde en MiaoMiao, hvorfor købte du så en Bubble? 

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg kigget længe efter en Bubble. Allerede da den blev lanceret sad jeg med store øjne og ønskede i hemmelighed at min mand ville foreslå at vi testede den. Få dage efter en stor begivenhed i vores familie vælger min MiaoMiao at gå i stykker. Det har muligvis været min egen fejl, da jeg havde nulstillet den dagen forinden da den drillede voldsomt. Jeg har i den sammenhæng måske nok været lidt hårdhændet og prikket hul i den membran der skulle holde vand ude af enheden. Første gang jeg tog et bad efter nulstillingen døde min MiaoMiao… Den kom i ris, og virkede igen efter 24 timer, men nu kunne jeg ikke have den på i bad længere. Det er en dealbreaker for mig, så jeg bestilte en Bubble (sandheden er, at Bubble og MiaoMiao koster det samme på daværende tidspunkt, men Bubble bliver sendt fra Sverige, mens MiaoMiao sendes fra Kina. Under Covid-tidernes pres vidste jeg at jeg ikke ville modtage en pakke fra Kina før måneder senere, og da det er elektronik skulle jeg uden tvivl betale import, hvilket jeg ikke var interesseret i). Alt i alt, så fik jeg lov til at teste noget udstyr som jeg har glædet mig til at få fingrene i længe, så jeg er godt tilfreds med resultatet. 

Men hvad er en Bubble egentlig? 

En Bubble er en dråbeformet enhed du sætter delvist ind over din Freestyle Libre-sensor, og via en designeret applikation modtager du blodsukkermålinger i applikationen hvert 5. Minut. Du får alarmer, tid tilbage af din sensors batteri mv. 

Til dem af jer der er mere inde i det automatiserede insulindoseringsmiljø (looping, i daglig tale), så kan Bubble anvendes på samme måde som MiaoMiao, om end med flere behagelige funktioner sammenlignet med den kinesiske modpart. 

Hvorfor skulle jeg vælge Bubble over MiaoMiao? – Jeg kender langt flere der bruger MiaoMiao, og har aldrig hørt om Bubble… 

Først og fremmest, så føler jeg det er essentielt at understrege at der ikke er nogen decideret grund til at vælge det ene fremfor det andet. Hvad der står nedenfor er overvejelser jeg selv har gjort mig, baseret på personlige erfaringer. 

Afsenders placering 

Eftersom Bubble er placeret i Sverige, og dermed indenfor EU, så er forsendelsen både hurtig og nem at spore (synes jeg). Samtidig er der ingen import- og håndteringsafgifter på enheder købt i EU, så dér spares der lidt penge, som snildt kan gå til mere relevante ting, efter min mening. 

MiaoMiao er placeret i Kina. Udover at betalte for enheden og en massiv forsendelsesafgift, så betaler man med stor sandsynlighed også for at få enheden importeret og håndteret. Dette har altid været en stor frustration for mig, for ingens penge er lettjente. 

Producentens kundeservice 

Det har længe været en åben debat, at de skandinaviske lande er langt mere åbne over for at lære andre sprog. I denne sammenhæng har jeg kommunikeret med Bubble-kundeservice på både engelsk, svensk og dansk – og de er uden tvivl i stand til at forstå alle tre rimelig godt. Grundet deres placering, rent geografisk, så er der ingen tidsforskel – hvilket vil sige at du kan forvente at der svares på henvendelse i samme tidsrum som du selv er aktiv. Dette finder jeg utrolig vigtigt, for hvis der er problemer med en enhed, så skal den fikses eller udskiftes med kort ventetid. Returnering og erstatning foregår hurtigt, billigt og uden problemer, ifølge andre forbrugere. Heldigvis har jeg ikke skulle gennemgå den slags, da min enhed fungerer fejlfrit.

MiaoMiao-kundeservice har jeg alt for meget erfaring med. De er sjældent særlig lette at forstå, da de ikke anvender engelsk generelt men faktisk ofte Google-translater meget af deres kundehenvendelser. Dette gør dem ikke bare svære at forstå, men gør også at de fremstår uprofessionelle. 

Grundet deres geografiske placering er der en betydelig tidsforskel at tage højde for. Det er sjældent jeg har fået svar inden for 24 timer efter henvendelse – og så er der en masse højtider og helligdage, hvor de faktisk lukker fuldkommen ned. Dette er naturligvis forståeligt, men et problem når man tænker på hvor vigtigt udstyret er for forbrugeren. Hvis en enhed går i stykker, oplever fejl eller decideret brænder sammen, så kan det tage dage at få fat i kundeservice. Returnering og erstatning foregår i en langtrukken proces, hvor forbrugeren selv skal betale for både returnering, forsendelse af den nye enhed og en ny omgang import- og håndteringsafgifter. Dette er noget jeg personligt har oplevet, hvor min MiaoMiao stoppede med at virke ret spontant, og da jeg skulle sende den retur bad jeg dem forsikre mig at jeg ikke skulle betale for andet end returneringen. Jeg fik lov for at betale for diverse afgifter oveni, og da jeg henvendte mig for at få refunderet dette beløb hos kundeservice havde de ingen interesse i at besvare mine henvendelser. Dette er et gennemgående tema hos firmaet, efter min opfattelse. 

Formen på enheden 

 

Størrelsesmæssigt er de to enheder nærmest identiske. De vejer noget nær det samme og har samme forbindelsesflade når det kommer til Freestyle Libre-sensoren. Dog er det vigtigt at pointere at jeg er super glad for at Bubble-enheden er med runde flader, fremfor kanterne MiaoMiao1-enheden har. Jeg har gentagende gange oplevet at kanterne har gravet ind i huden, og til trods for mange forsøg for at undgå dette, er der kun én ting der har virket; at pakke hele enheden ind i sportstape, så selve enheden ingen kontakt har med huden. Med Bubble-enheden har jeg ingen problemer, og efter at have gået med den non-stop de sidste to måneder, så har den ikke generet huden én eneste gang! 

Prisen på enheden 

I skrivende stund er der en betydelig prisforskel på de to enheder. Bubble-enheden koster 1073,- inklusiv forsendelse, mens en MiaoMiao1 koster 723,- inklusiv forsendelse. Dog kommer der import- og håndteringsafgift oveni hos MiaoMiao, og skulle du være en af dem der vil have den nye model i stedet for den ’’gamle’’, så vil dette koste dig 1174,- inklusiv forsendelse, men eksklusiv import- og håndteringsafgifter. Derudover, som tidligere nævnt, så kan du risikere at der ved returnering af en defekt enhed eller erstatning via fremsendelse af ny enhed kommer til at koste dig en god sjat i afgifter endnu engang. Priserne er pr. 28/9 2020. Skulle du være i tvivl om hvorvidt den nye MiaoMiao2 er pengene værd, når man ser på prisforskellene, så synes jeg du skal kigge på den tidligere post omhandlende lige præcis dette spørgsmål: https://glimmerglykose.com/2019/08/30/miaomiao-2-er-den-det-vaerd/

Applikationen der er designet til at virke med enheden 

Der er flere forskellige applikationer der kan anvendes sammen med enhederne. Personligt har jeg altid valgt xDrip+, men det er fordi det er en vanesag. Jeg vil med garanti altid opfordre til at man tester de forskellige muligheder af, inden man beslutter sig. 

Jeg påpeger i samme omgang at jeg er beta-tester på samtlige applikationer der nævnes, og derfor har jeg muligvis adgang til flere funktioner, som kan blive frigivet på et senere tidspunkt. Disse funktioner vil jeg tydeliggøre er beta-funktioner således at der ikke opstår forvirring. 

Diabox

Diabox er en applikation jeg ikke har alt for meget erfaring med. Jeg brugte den i en meget kort periode, fordi jeg virkelig elskede designet, farverne og funktionerne. Desværre, på daværende tidspunkt, manglede jeg en essentiel funktion; kalibrering. Diabox understøttede ikke kalibrering af min sensordata, hvilket gjorde at jeg essentielt set ikke kunne loope med Bubble og Diabox. Siden hen har der været nogle opdateringer, herunder kalibrering, såfremt man kender den magiske kombination der giver adgang til dette. Udover kalibrering, så kan man også en anden ting med Diabox – og dette er en gamechanger for dem der selv finansiere deres sensor; man kan genstarte sensoren. Ja, du læste rigtigt! Man kan genstarte sin Libre-sensor og få op til 14 dage ekstra på én sensor! 28 dage, fremfor de 14 man oprindeligt får. Kom ikke og fortæl mig at det ikke er helt igennem fantastisk, når man ser på hvordan en enkelt sensor ofte kan løbe op i knap 700-1000,- via eBay (jeg ville ikke kommentere på moralen i det). Måden man gør disse ting er gennem det der hedder en magic-code, som er en funktion der kommer frem når man trykker fem gange på Libre-sensorens billede i applikationen. Derefter kan du skrive følgende; RESET (nulstiller sensoren til en frisk status), RESTART (genstarter sensoren. Husk at her kan du ikke anvende skanneren eller LibreLink længere), og  CALIBRATION (denne kode virker endnu ikke, men der arbejdes på at få denne kørt ind i systemet, med en estimeret udgivelse i slut-september eller start-oktober). 

Applikationen er i sig selv ret så simpel, men med et mørkere tema og lysere tekst er den ganske enkelt yderst behagelig at se på. Du er  ikke i tvivl om hvor i applikationen du befinder dig, hvilket er virkelig rart, eftersom det er virkelig træls at fare vild i en applikation der er designet til at gøre livet lettere for dig. 

En lille fodnote til denne applikation er, at den er 100% gratis. Hvorfor dette er vigtigt forklarer jeg om under Tomato App.

Tomato app 

Her kommer min tålmodighed på prøve. Det er en ’’fin’’ applikation, som desværre har gjort mig ret så træt i hovedet ved flere lejligheder. Farvetemaet er lige noget for min mand, med skarpe orange, grønne og røde kontraster, mens en hvid baggrund desværre gør hele udseendet ret besværligt for individer med den mindste smule synsbesvær (dog kan den nu sættes til et mørkere tema, så baggrunden er sort fremfor hvid). Jeg har anvendt applikationen som en nødløsning på en tur hjem fra Tyskland hvor min telefon desværre gik i sort. Derudover har jeg svoret aldrig at anvende applikationen – delvist fordi jeg synes xDrip+ virker en million gange bedre, men også fordi jeg synes applikationen her er endnu et tegn på hvor økonomisk drevne producenterne er; du betaler nemlig et månedligt abonnement for at kunne få adgang til helt basale funktioner. Det koster dig 96,- pr. Måned at få adgang til fjernmonitorering, online opbevaring, internet alarmer,  ’’avancerede indsigter’’, synkronisering med HealthKit til din iOS-enhed og – i min optik det mest urimelige af det hele – muligheden for at sende data til AndroidAPS. 

Jeg vil holde denne kommentar ganske kort, for jeg har på fornemmelsen af den større del af mine læsere vil være iOS-brugere, men… Hvad en i hele hule helvede bilder ’’Shanghai Yuan Yuan Qing information Technology Co., Ltd.’’ Sig egentlig ind!? Ikke nok med at jeg skal købe deres MiaoMiao, jeg skal også betale ekstra 100,- om måneden for at kunne bruge min enhed til at loope hvis jeg har en android-telefon?! Dette er bare endnu et tegn på at firmaet ikke tænker på brugerne af deres udstyr som andet end pengekøer de bare kan malke… 

xDrip+

Åh, min kære xDrip+. Jeg har alt for meget godt at sige om denne lille gave fra open-source fællesskabet, så jeg vil prøve at holde det kort. 

xDrip+ er en applikation der i skrivende stund kun findes til android-telefoner, og på det ’grå marked’ for applikationer, nemlig github. Den kræver lidt teknisk forståelse at anvende, men den kan så meget mere end de to tidligere nævnte applikationer til sammen – og den er gratis, præcis som Diabox. 

Først og fremmest så kan den arbejde sammen med dexcom, libre og endda libre2, med lidt teknisk snilde. Derudover, så er den designet til at dele data, hvilket gør at familiemedlemmer eller pårørende får live-besked hvis der er noget galt (f.eks. får min mand alarm ved faretruende lave blodsukre). Der er tonsvis af måder at sammensætte xDrip+, så den tilpasser sig 100% brugerens behov, og meget af tiden er fejlsøgning yderst simpel. Der er et kæmpe fællesskab, som er klar til at hjælpe hvis man er i tvivl om hvordan og hvorledes tingene hænger sammen, fungere og samarbejder med hinanden – det er på alle måder en applikation jeg ikke ville undvære for alt i verdenen. 

Enhedens batteri 

Puha, her er det nok første gang Bubble faktisk får lidt modspil. Min Bubble holder strøm vel over de 14 dage en sensor varer, og lader relativt hurtigt op. For mit vedkommende er min Bubble fuldt opladet inden de 60 minutters opvarmning på en sensor er afsluttet. Dog skal det nævnes at Bubble’s kontaktflade for opladning sidder på undersiden af enheden, så den skal tages af når du oplader, modsat MiaoMiao1 og MiaoMiao2. 

MiaoMiao1, som er den eneste af de to generationer jeg har anvendt, har generelt kunne holde strøm en god rum tid over de 14 dage, præcis som Bubble. Opladning kan foregå selvom den er monteret på sensoren, hvilket jo må anses for værende et plus for MiaoMiao. 

Desværre har jeg ikke noget godt at sige om MiaoMiao2. Alt hvad jeg har læst mig frem til er, at den enten er defekt når man modtager den, eller at batteriet på ingen måde holder til en hel sensors levetid (14 dage). Det er meget fint at den kan lades op mens den sidder på, for det er da også en nødvendighed hvis den ikke kan holde strøm. Dette er dog stadig kun noget jeg har læst mig til, og ikke oplevet selv, så derfor er mine holdninger måske en smule ugyldige i denne sammenhæng. 

Alt i alt, hvis du står og skal vælge mellem en MiaoMiao1, MiaoMiao2 eller Bubble, og batteriet er din primære prioritet, så kan jeg ikke se hvordan Bubble ikke skulle være præcis så kampdygtig som MiaoMiao. 

Enhedens nulstillingsfunktion

Åh ja. Nulstilling. 

Tidligere nævnte jeg hvordan jeg (muligvis) havde ødelagt min MiaoMiao1 ved at nulstille den og punkterede membranen til nulstillingsfunktionen? – dette er lige præcis grunden til at jeg ikke stoler på MiaoMiao-producenternes påstand om vandtæthed. 

Bubble nulstilles via en magnet der ligger i den æske enheden bliver sendt i. Altså, du skal bare putte den tilbage i æsken i 30 sekunder, så er enheden nulstillet! Intet med at prikke noget, trykke på en knap eller risikere at en membran går i stykker. 

MiaoMiao derimod anvender samme nulstillingsmekanisme på begge deres generationer. En lille spids genstand (de anbefaler selv en af de nøgler man får med en ny telefon til at skifte simkort) skal stikkes ind i et lille hul, hvorefter enheden blinker for at signalere at den er nulstillet. Hvis jeg skal stikke noget ind i en elektronisk enhed, hvor der er den mindste smule risiko for at ramme et elektrisk system, så skal jeg først og fremmest ikke anvende ledende metal! For det andet, hvordan kan de påstå at enhederne er vandtætte, hvis de selv angiver at man skal trykke på noget indeni dem for at nulstille dem? Jeg ved godt at der er en membran, men hvis en der har anvendt teknologi som dette siden hun var helt lille kan prikke hul i membranen, så kan de fleste! 

Opsummering og konklusion på reviewet af Bubble

Nu har jeg gennemgået nogle af de ting jeg tænker er essentielt at overveje, når man vil anskaffe sig en transmitter til sin Libre-sensor: applikationen der hører med enheden, prisen, kundeserviceniveauet, nulstillingsfunktionen samt størrelse og udseende. I min optik, så er Bubble sine konkurrenter langt overlegen på samtlige punkter, med undtagelse af batteriet og metoden til opladning, hvor den er på niveau med MiaoMiao1. 

Jeg vægter det utrolig højt at man kan stole på det firma man køber sit behandlingsrelaterede udstyr hos. Jeg har ikke mange gode erfaringer med firmaet bag MiaoMiao-enhederne, på trods af at jeg har anvendt deres udstyr og arbejdet sammen med dem siden deres opstart. 

Modsat firmaet bag MiaoMiao-enhederne, så er Bubblan.org et firma jeg støtter 100% op om. Deres kundeservice er i top, og de er ikke blege for at give deres forbrugere mulighed for at forbedre deres oplevelse ved at give dem adgang til hemmelige funktioner i applikationen med mere. De er kongruente i deres tilstedeværelse, hvad de siger er hvad de gør – hvilket er noget af det vigtigste hos mig. 

Nu til det sjove; en giveaway!

Nu har jeg fortalt hvad jeg ville om Bubble, og fået lov til at brokke mig over MiaoMiao-producenten. Bubblan.org har været så venlige at tilbyde at jeg kan lave en giveaway, hvor hovedpræmien er et Bubble Kit, sponsoreret af Bubblan.org. Men, en giveaway skal i min optik ikke kun indeholde sponsorerede præmier! Derfor har jeg selv været ude og udvælge nogle småting, som jeg synes ville være passende at smide med i puljen. 

Det skal nok lige siges, at jeg er en lille glitrende prinsesse-pige indeni, som elsker alt Disney, pink og yndigt! I forbindelse med at bloggen nu endelig er nået til et punkt hvor en giveaway kan blive stablet på benene, har jeg besluttet mig for at give bloggen et nyt udtryk, som passer bedre til navnet; Glimmerglykose. I den sammenhæng har jeg en ny maskot, og denne maskot skal naturligvis repræsenteres i præmien! – derfor er præmien fyldt med enhjørninge-inspirerede småting. Måske tænker du ’’hvorfor enhjørninger?’’ – og svaret er ganske nemt. Kender du til udtrykket ’’Chasing unicorns’’? det er når en diabetiker prøver at ramme det perfekte tal (5.5 mmol/L eller 100 mg/dL). Med udgangspunkt i den sætning, og med bloggens navn, har jeg valgt at maskotten for bloggen skal være en enhjørning med et lille twist. Hvad det twist er, det får i alle sammen at vide når maskotten er klar. 

Giveaway præmie; 1 stk. Bubble Libre Transmitter Kit, 1 stk. blyanter, 1 stk. klistermærker, 1 stk. pung, 1 stk. notesbog, 1 stk. plastre, 1 stk. håndgel & 1 stk. badebombe.

Sådan deltager du

For at deltage i konkurrencen om at vinde et Bubble Kit samt en goodiebag fyldt med enhjørningeinspirerede sager skal du gøre følgende: 

  1. Følg mig på Instagram (@Glimmerglykose)
  2. Kommenter 4 emojis om livet med diabetes under det instagramopslag der omhandler denne giveaway
  3. Følg/Synes Godt Om Bubblan.org på Facebook

For 3 ekstra tickets kan du dele instagramopslaget omhandlende denne giveaway på enten din story eller som dit eget instagram opslag. Husk at tagge mig (@Glimmerglykose), så jeg kan se det! Det maksimale antal tickets man kan få til deltagelse er 4. 

Forløbet for denne giveaway

d. 1. oktober 2020, kl. 00.00, lanceres dette blogindlæg, instragramposten og facebookopslaget. Konkurrencen er aktivt skudt i gang. 

d. 1. November 2020, kl. 00.00, lukkes der for deltagelse i konkurrencen. 

d. 2. November 2020, kl. 20.00, udtrækkes der en vinder via et randomizer wheel. Vinderen kontaktes umiddelbart derefter. 

d. 15. November 2020 vil præmien blive sendt til vinderen. 

Regler for deltagelse

  • dette er en national konkurrence, hvilket betyder at deltagere skal være placeret i Danmark. Præmien sendes ikke til andre lande. 
  • Præmien kan ikke ombyttes til kontanter. 
  • Vinderen kontaktes via Instagram. Er der ikke etableret kontakt til vinderen 7 dage efter udtrækning af vinderen vil der blive udvalgt en ny vinder. 
  • Konkurrencen er ikke i samarbejde med Instagram, Facebook eller WordPress. 
  • Konkurrencen foregår primært på Instagram. Deltagelse er kun gyldig, såfremt den er foretaget som beskrevet under ’’sådan deltager du’’. 

Præmien kan ikke ombyttes til kontanter.